Uld for Livet

Det er ikke for sjov, jeg kalder underoverskriften for ’uld for livet’.

Uldens egenskaber er så mangfoldige, at der kun kan nævnes få af dem her, og alle der sværger til uld, har deres egne historie, der knytter sig til, hvorfor de bruger det.

Der var engang, - eller I gamle dage, havde man ikke så mange materialer at vælge imellem. Man brugte Uld fra alle dyr, og fra hør, hamp, brændenælde og andre vegetabilske produkter til fremstilling af tøj og ting til boligen.

De fleste kender historien om de færøske fiskere, der populært sagde, at uldtrøjerne forlængede deres liv hvis de faldt i vandet. Men en god tyk uldtrøje kan også bruges som regntøj, vandet preller af og indenunder er man stadig tør.

Uld tempererer mere end det varmer. Tænk på fårene en sommerdag på marken… Hvis uld varmede, ville de dø af hedeslag, - i det tilfælde kan man sige at ulden holder varmen ude. Men fakta er at uld ’holder’ samme temperatur som kroppen.

Uldfibre er hår med ’skæl’ og modhager. Jo flere skæl, jo mere kradser det, - men jo nemmere er det også at holde rent. Skællene skyr snavs og som regel kan snavs lige børstes af.
Modhagerne gør at fibrene holder sig sammen, - jo flere modhager, jo større er evnen til at filte.
Egenskaberne er racebestemte, derfor bruger man uld fra forskellige racer til forskellige ting.

Behandling.

Normalt siger man at uld skal vaskes så sjældent som muligt. Med mindre det ligefrem er meget beskidt, er en god gang luftning på tørresnoren, gerne i frostvejr, lige så effektivt. Har man meget rene uldvarer med stort lanolinindhold er det decideret selvrensende. Lanolin danner i forbindelse med sved eller urin sæbe, - det er bl.a. derfor at man ikke skal vaske blebukser.

Mange af de uldgarner vi kan købe i dag er behandlet så de kan vaskes i vaskemaskine. Det er ikke noget jeg anbefaler, jo flere maskiner der behandler ulden, jo mere mister det de gode egenskaber.

Uld har bedst af en god gennemluftning og børstning hvis der er skidt på tøj eller fx gulvtæpper.
En af de behandlinger uld udsættes for i dag er mølbehandling. Igen er det sådan at hvis man vil have de gode egenskaber skal man vælge materialer der ikke er ’behandlet’ for meget.
I gamle dage havde man lavendelposer i skabe og skuffer, - og det var ikke kun på grund af duftene. Møl kan slet ikke lide lavendel. Men ellers er det en god ide at opbevare sit uldtøj i lukkede papirposer når det ikke skal bruges i længere tid. Specielt om sommeren, hvor vi ikke bruger så meget uldtøj; -det rammer lige netop møllenes yngletid.

Helse.

I mine gamle bøger kan jeg læse, at det anbefales, man bruger uldtøj i alle de måneder, der indeholder bogstavet ’r’. Det vil sige fra september måned og frem til april måned. Der er logik i at bruge sit uldtøj på den årstid. Vejret er omskifteligt, - det blæser det ene øjeblik, regner det næste og snart efter skinner solen.

Uld er den eneste påklædning der kan ’klare’ alle omskift. Hvis gigt patienter brugte uld på de svage led ville deres pinsler lettes, -Og hvis lægerne anbefalede et uldent omslag på en tennisalbue ville helbredelsen ske på meget kortere tid. Børn med tendens til bronchitis, hoste eller forkølelse burde altid have uldent undertøj på, det samme gælder selvfølgelig voksne.kvinder der ammer eller har brystbetændelse anbefales at have et uldstykke på brystet.
I dag kan næsten alt fås i uld: - Dyner, møbelstoffer, gulvtæpper, gardiner, hjemmesko, tøj, duge ja sågar kunst kan man pynte sit hjem med. Der er således ingen undskyldning for ikke at omgive sig med ’rene’ naturvarer. Måske mange allergikere kunne få gavn af at tænke lidt på det?

Vask

Er det nødvendigt at vaske sit uldtøj, så gøres det bedst i rigeligt vand og hårshampoo. Vandet skal være lunkent og der skal ikke ’røres’ for meget i det. Lad det hellere ligge lidt i vandet… tryk vandet af og skyl i flere hold lunkent vand.

Hæng tøjet til afdrypning. Pak det ind i et håndklæde og læg det på radiatoren. Når tøjet er næsten tørt pakkes det ud og trækkes i facon. Resten af tørretiden skal det helst ligge i denne facon.

Meget snavset uldtøj, eller uldtøj der skal genbehandles med lanolin, kan koges: Kom tøjet i lunkent vand med hårshampoo i en gryde. Koges op og nedkøler i gryden til det igen er lunkent. Derefter foregår vasken som normalt.